Kære Møllepiger.

IMG 0042

Der er SÅ mange tegn på at foråret er lige om hjørnet. Og dermed er der heller ikke længe til at sæsonen begynder for Møllepigerne.

De 3 første tirsdage i april starter vi ”kom godt i gang”-arrangementer. Alle er naturligvis velkommen – nye som gamle medlemmer. Her er muligheden for at komme og snuse for at se, om Møllepigerne måske er noget for dig. Vi har altid plads til nye medlemmer. Der tilmelding i Golfbox.

Nye medlemmer af Møllepigerne får naturligvis udleveret et af vores flotte, pink håndklæder ved indmeldelse - så længe lager haves.

Åbningsmatch

Åbningsmatchen finder sted søndag den 24. april.

Vi spiller Texas Scramble, som altid er hyggeligt og der spilles i én række. Er du i tvivl om reglerne, kan du læse mere på vores hjemmeside www.møllepiger.dkReglerne fremgår desuden af opslaget i Golfbox ved tilmelding. Og glem endelig ikke at der på dagen er masser af mulighed for at spørge dine medspillere til råds. Vi Møllepiger hjælper gerne hinanden.

Efter matchen spiser vi sammen i restauranten, hvor Anette og John vil kræse for os med god mad.

Og så er der præmieuddeling. Karina Ravn er dagens sponsor. Der er præmier til de 3 bedste hold. Du kan læse mere i Golfbox, hvor der også er tilmelding, som dog først åbnes den 27. marts.

Løbende turnering og eclectic

Den løbende turnering og eclectic kommer til at forløbe helt som vanligt. Du kan læse mere her hjemmesiden.

Vi spiller i 3 lige store rækker. Rækkerne dannes umiddelbart inden Åbningsturneringen, og man spiller i samme række resten af sæsonen.

Præmier hver tirsdag

Også i år har rigtig mange firmaer valgt at støtte Møllepigerne som sponsorer. Det er vi naturligvis rigtig glade for. Derfor lyder herfra en opfordring til at støtte sponsorerne mest muligt.

Præmierne ved vores månedsturneringer er alt overvejende dækket af vores sponsorer. Derfor vil vi også i denne sæson ugentligt præmiere første- og andenpladsen i hver af de 3 rækker med et beløb, som indsættes på en præmiesaldo. Det samme gør sig gældende for 3 af de 5 ugentlige Tættest på flaget-præmier. Til registrering af præmier, der indgår i denne præmiesaldo, anvendes GolfBox Order Of Merrit systemet. To gange årligt (Juni / Oktober) kan præmievindere hæve præmier til enten Proshoppen eller Restauranten. De præmier, som er tildelt en Møllepige og ikke omsat ved udgangen af oktober måned, tilfalder Møllepigerne.

Baneservice 

Møllemændene sørger også i år for udstrakt baneservice, når vi Møllepiger spiller turnering. Og vi vil naturligvis gerne kunne tilbyde at gøre det samme for dem.

Vi har brug for 2 friske Møllepiger pr. match. Vi håber, at I har lyst til at være med til at hygge lidt om mændene og dermed fortsætte det gode samarbejde. Der er slet ingen tvivl om, at de sætter stor pris på det! Uden frivillige til at hjælpe, bliver det dog ikke til noget. Så meld dig gerne i Golfbox.

Alternative arrangementer for Møllepiger

I år præsenterer Møllepigerne flere aktiviteter, som ikke foregår på golfbanen - eksklusivt for Møllepiger. Vi starter den 28. april med besøg i butikken hos Karina Ravn. Allerede den 2. maj følger vi op med et par spændende foredrag, som begge er relateret til golfspillet: Peggy Poisier fortæller om hvordan det mentale mindset påvirker vores præstationer på golfbanen. Morten Andersen giver os en opdatering på golfreglerne og relaterer dem til Mølleåen. Halo design inviterer os til fabriksbesøg. Her vil en dato blive offentliggjort på Facebook. 

Som I kan se, er der også i år masser af årsager til at være Møllepige. Så gå endelig ind i Golfbox og meld dig ind.

Vi glæder os til at se dig.

De bedste hilsner

Møllepigeudvalget